40 år i tværfaglighedens navn

Tidligere rektor og dekan på Handelshøjskolen i Aarhus, professor Børge Obel fejrer 1. februar 40 års jubilæum som ansat i staten. Fokus er uændret - det samme er gejsten.

29.01.2014 | Pernille Kallehave

Nøglen til det optimale organisationsdesign, big data, bæredygtighed og indretning af fremtidens akutmodtagelser på danske sygehuse. Det er hverken små projekter, støvede emner eller magelighed, der præger arbejdslivet for professor og centerleder for det interdisciplinære center for organisationsdesign (ICOA) på Aarhus Universitet, Børge Obel.

Han kan 1. februar fejre 40 års jubilæum som ansat i staten. Meget passende sker det som ansat på Aarhus Universitet. Stedet hvor det hele begyndte for 40 år siden, da han som ung underviste og forskede i matematik på Matematisk Institut.

I mellemtiden har forskning og arbejde bevæget ham forbi Odense Universitet/SDU, Duke University og Stanford, inden han i 2004 kom tilbage til Aarhus som rektor på Handelshøjskolen i Aarhus indtil fusionen med Aarhus Universitet, hvor han fortsatte som dekan. Han har siden karrierens start beskæftiget sig sideløbende med både forskning, universitetspolitik, administration og ledelse. Både i Danmark men også meget i USA.

Alt er eksploderet

Ovennævnte projekter er stærkt repræsentative for Børge Obels 40-årige virke. Den røde tråd både i hans ph.d.- og doktorafhandling fra hhv. 1977 og 82 var en tværvidenskabelig tilgang til organisationsdesign. Spoler vi frem til i dag, er dette stadig omdrejningspunkt for nærmest alt, hvad Børge Obel kaster sig over. At det så også er mere samfundsaktuelt end nogensinde, er noget andet.

Uanset hvor man kigger hen, ser man ifølge Børge Obel beviser på det konstante behov for at reorganisere både offentlige og private organisationer. Der er pres fra omverdenen, krav til vækst og bæredygtighed og udvikling i teknologi. Der er hele tiden desperat behov for omstilling, fordi konsekvenserne er stigende, hvis man ikke gør det.

”Engang kunne f.eks. Jydsk Telefon godt gå 20 år uden at ændre sig, men siden da er alt eksploderet. Rigtige mange organisationer er godt tænkt og har gode ideer, men løber alligevel ind i afgørende organisatoriske problemer,” forklarer Børge Obel og bruger NASA som eksempel:

”Da rumfærgen Columbia forulykkede i 2003, var selve årsagen naturligvis en teknisk fejl. Men al den nødvendige viden til at undgå fejlen var faktisk til stede i NASA. På grund af pres og dårlig organisering var de rigtige informationer imidlertid ikke tilgængelige for de rigtige mennesker, og så gik det galt. NASA indbød derefter en lang række organisationseksperter til at hjælpe dem,” fortæller han ivrigt.

Ikke overraskende var Børge Obel en af de indbudte, som sammen med sin amerikanske samarbejdspartner Professor Richard Burton fra Duke University tog til New York for at fortælle NASA, hvordan man kunne undgå lignende katastrofer.

Det kribler i fingrene for sætte ting i gang

”Det har altid interesseret mig at tage noget videnskab fra ét område og afprøve på et andet. Forbinde forskellige fagligheder, se tingene i et anderledes perspektiv og sætte nyt i gang,” fortæller Børge Obel med en tydelig glød og gejst i stemmen. Det er ikke hver dag, man kigger tilbage og beretter om sin 40-årige karriere.

”40 år markerer jo en vis stabilitet, men indholdet har altid været afvekslende og foranderligt. Det er en sjov kontrast. For eksempel har jeg arbejdet inden for alle de store faglige hovedområder (humaniora, natur-, samfunds- og sundhedsvidenskab, red.), og her på ICOA er der ligeledes forskere tilknyttet fra alle fire områder. Det er både inspirerende, men også i stigende grad en nødvendighed at kombinere videnskaberne. Ikke mindst når man skal finde det rigtige organisationsdesign,” forklarer han.

Synergistiske spor og interesser

Udover sit store arbejde i universitetsverdenen som forsker, underviser og universitetsleder har Børge Obel også haft travlt med flere små virksomheder, utallige bestyrelsesposter og formandskaber, bøger og publikationer og så naturligvis sin kone, to børn og seks børnebørn, som han netop denne morgen har afleveret en af i børnehaven.

Et naturligt spørgsmål er, om 65-årige Børge Obel har 48 timer i sit døgn og en uudtømmelig energi?

”Der har altid været sammenhæng mellem aktiviteterne, så den viden, jeg fik ét sted, kunne jeg også bruge andre steder. Det har givet en fantastisk synergi mellem forskning og praksis og mindsket den tid, jeg skulle bruge på hvert område. Og så har jeg været begunstiget af at have mange dygtige kolleger omkring mig. Ikke mindst en fast kerne af mennesker, der kender mig godt og som også kan drille mig lidt med min stædighed, som nok også er et af mine kendetegn,” smiler Børge Obel skævt.

Børge Obel har netop fået ny kontrakt på Aarhus Universitet og har ikke umiddelbart planer om at stoppe. ”Så længe jeg synes, det er sjovt, er mit perspektiv for så vidt uendeligt”.


Kontakt

Professor Børge Obel

Mail: bo@asb.dk

Tlf.: +45  2020 7355

Website

Børge Obel's CV

ICOA, People , Announcements
Tags: Børge Obel, Jubilæum