Professor Klaus G. Grunert udnævnes som Ridder af Dannebrog

Den 11. september 2015 udnævnes professor Klaus G. Grunert fra Aarhus BSS ved Aarhus Universitet som Ridder af Dannebrog af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II.

28.08.2015 | Julia Rolsted Stacey

Klaus G. Grunert modtager Ridderkorset for sin imponerende karriere og mange års ansættelse på Institut for Virksomhedsledelse. Han har i sin karriere især arbejdet med marketing og forbrugeradfærd og har gennemført en lang række undersøgelser mest inden for fødevaresektoren. Klaus G. Grunert er ekspert i forbrugeradfærd og er til daglig leder af forskningscentret MAPP, der forsker i, hvad forbrugerne spiser og drikker og hvilke produkter, de kan lide og køber. Hans deltagelse i utallige forskningsprojekter har bragt ham jorden rundt.

Klaus G. Grunert er en fremragende formidler og underviser, og han har modtaget flere flotte priser gennem årene. Han fik tildelt titlen som æresdoktor ved Universitet i Vaasa i Finland i 2011 og modtog samme år Aarhus Universitets Forskningsformidlingspris. I 2007 modtog Klaus G. Grunert Dansk Erhvervs Akademis Erhvervsforskerpris.

Det er blevet til mere end 500 publikationer, som Klaus G. Grunert har forfattet og redigeret. Han har undervist i en lang række fag inden for sit felt og er derudover en eftertragtet gæsteprofessor i mange lande.

Klaus G. Grunert er født i Berlin og er uddannet på universiteterne i Køln og Stuttgart. Han har boet og arbejdet i Danmark siden 1987, hvor han blev ansat som professor i marketing på det tidligere Handelshøjskolen i Århus – i dag Aarhus BSS ved Aarhus Universitet.

Awards