En studerendes syn på Commercial and Retail Management

Andet semester ruller hastigst afsted på den nystartede kandidat, og inden vi ser os om, er vi godt i gang med vores praktikperiode. Jeg vil med denne artike, prøve at give jer et indblik i, hvordan det har været at være studerende på uddannelsen indtil videre.

2021.05.04 | Asbjørn Joensen

Foto: Ida Marie Jensen - AU kommunikation

Det var med spænding, at jeg startede på uddannelsens første hold i sommers. Jeg så frem til at blive en del af et nyt undervisningsmiljø, men COVID-19 har sat sit præg herpå. Store dele af undervisningen blev online og det sociale liv blev begrænset, hvilket gjorde det første semester til en blandet oplevelse. Vi mødte op i hold, og derfor kendte vi kun halvdelen af vores medstuderende, da vi skiftevis havde undervisning på Campus og hjemmefra på ZOOM.

Fagene på første semester var Introduction to Value Chain Management, Retail Strategy and Commercial Innovation, Commercial and Retail Research Methods og Consumer Behaviour in a Retail Setting. Fire fag der var spændende på hver deres måde og som gav mening i forhold til uddannelsens opbygning. På trods af omstændighederne formåede vores undervidere at levere lærerig undervisning, hvor der var en god balance mellem teori og praksis fra eksterne oplægsholdere, herunder founding partnere, hvilket vi studerende værdsatte højt. Selvom COVID-19 fyldte meget, har undervisningen levet op til mine forventninger, men jeg er heller ikke i tvivl om, at det havde været endnu mere lærerigt foruden COVID-19.

Det sociale liv på uddannelsen havde vi alle håbet var anerledes, end det er den dag i dag. Det har været udfordrende at lære hinanden at kende med forsamlingsforbud og diverse restriktioner. Dog har vi haft et Event-Board samt COMRE, som begge har prøvet at arrangere aktiviteter for de studerende på uddannelsen. Det har været alt fra introfest, løbeklub, vinterbadning, fredagsbar, virtuelt virksomhedsbesøg og virtuel praktikdating. Desværre blev mange af de sociale aktiviteter aflyst løbende som følge af anden nedlukning i Danmark. Dog ser vi heldigvis mod lysere tider, hvor vi krydser fingre for, at det bliver muligt at afholde flere sociale aktiviteter.

Intens omgang på andet semester

Efter vores eksaminer i januar startede andet semester ud med udelukkende online undervisning. Herudover skulle vi have seks fag, hvilket er uvant for uddannelser på Aarhus Universitet. Heldigvis er fagene delt op således, at vi før påske har haft Pricing Strategy, Supplier-retailer Relations Management og Commercial Negotiation Skills, som vi færdiggjorde med skriftlige eksaminer.

Efter påske har vi haft andet rul af fag, som består af Stock and Waste Management, Range, Category and Brand Management og Performance and Margin Management, hvilket er de sidste fag, der danner rammen for andet semester. At have så mange fag online er intenst og kræver fuld koncentration, men indtil videre er fagene relevante og har god kobling til praksis i virksomhederne, hvilket ikke gør det uoverskueligt.

Sideløbende med de mange fag på andet semester byder dette semester også på praktiksøgning. En stor del har allerede fundet deres kommende praktiksted, men der er studerende som fortsat er i gang med at finde praktikplads. Det, at der på denne uddannelse er inkorporeret en praktik, er noget, jeg personligt vægter højt. Årsagen hertil er at jeg finder det mest læreligt, når man kan koble teori med praksis, hvilket Commercial and Retail Management giver god mulighed for.

Fakta om den studerende:

  • Asbjørn Dahl Joensen
  • 26 år
  • Medstifter af COMRE
  • Studentermedhjælper for CRM gruppen
  • Praktik i Only E-Commerce til efteråret
Commercial and Retail Management