Om projektet

Smart Home er et innovations- og forskningsprojekt ved Aarhus BSS på Aarhus Universitet, der er gennemført fra februar 2018 til december 2020. Projektet er støttet af Industriens Fond.

Projektet har, via følgeforskning, haft fokus på at udvikle en samlet fremgangsmåde til udvikling af strategier i et digitalt marked, iværksætte udviklingsaktiviteter til design af nye, digitale produkter og services, markedsføring, salg og kundekontakt gennem udvikling af nye kompetencer, der matcher det digitale marked og ikke mindst - at få dem implementeret i en række danske virksomheder.

Målet er, via praktisk relevant og anvendelsesorienteret forskning, at skabe fokus på en større digital modenhed og udvikling af nye, digitale forretningsmodeller gennem en øget forståelse for slutkunder og værdien af samarbejde i økosystemer. Økosystemer består af et sæt af aktører med forskellige grader af flersidige ikke-generiske forbundne produkter/services, der ikke er fuldstændigt hierarkisk kontrolleret. Flersidige forbundne produkter og services opstår, når værdien af en af virksomhedernes output er afhængig af værdien af de andre virksomheders output. Eksempelvis er værdien af en IPhone afhængig af værdien af de apps, som udvikles af udviklerne og omvendt. Begrebet ikke-generisk referer til den specifikke natur af forbundenheden mellem komponenterne i et færdigt produkt. Til at lave en kop te, er der eksempelvis brug for en kop, kogende vand og et tebrev. Disse komponenter er generiske, ikke specifikke. Det betyder, at hvis kunderne finder værdi i at kombinere disse tre komponenter til et produkt (en kop te), behøver producenterne ikke at koordinere deres investeringer for at sikre denne værdi. Det er derimod nødvendigt for udarbejdelse af værdiskabende Smart Home løsninger.

Projektet har høj praktisk, såvel som teoretisk relevans og bidrager med ny viden på specielt to områder. For det første sættes der fokus på servicetransformation hos traditionelle leverandører til byggeri og hjem. For det andet er der særligt fokus på strategi og ledelse til at indgå i digitale økosystemer og skabe vækst. Desuden bidrager projektet med en selv-evaluerings applikation, et afklaringsværktøj,  et Living Lab koncept og en række vidensressourcer til at løfte virksomheders generelle digitale modenhed.

Smart Home virksomheder skal være digitalt modne Med Børge Obel, Professor, Department of Management, Aarhus BSS
Smart Home virksomhedens største udfordring Med Andrea Carugati, Professor, Department of Management, Aarhus BSS