Udviklingsforløb for virksomheder

Hvordan kan vi styrke Smart Home virksomheders digitale forretningsmodeller?

Et helt centralt element i Smart Home projektet er udviklingen af en metode eller et værktøj, som kan være med til at styrke virksomheders digitale forretningsmodeller og strategier ind i Smart Home markedet.

Vi har derfor i løbet af 2018 og 2019 udviklet og testet et koncept, der gerne skulle hjælpe virksomheder med at udvikle stærke strategier og skabe konkrete forandringer i virksomheder i Smart Home feltet.

Konceptet er udviklet i tæt samarbejde med vores partner Alexandra Instituttet og 17 virksomheder, der har deltaget i test kurser og udviklingsforløb i løbet af vinteren 2018 og foråret 2019.

Konceptet består af tre elementer:

  1. et kursus, hvor projektets forskere præsenterer begreber og virksomhedscases fra det internationale Smart Home marked og formidler deres nye forskning indenfor området
  2. et udviklingsforløb bestående af fire halvdags Living Labs med fokus på virksomhedens digitale modenhed. Her introducerer konsulenter fra Alexandra instituttet en række modeller og værktøjer, der kan understøtte virksomheden i at levere produkter og services til kunder, der lever et langt mere digitaliseret liv end tidligere. 
  3. en app, der måler virksomhedens digitale modenhed før og efter, at virksomheden har gennemført ovenstående. Denne app vil være klar til marts 2020. 

De 17 virksomheder, der har deltaget i processen, har fået målt deres deres digitale modenhed, før de startede. Forskerne følger op på effekten af kursus/virksomhedsforløb via interviews med virksomhederne ad flere omgange i det efterfølgende år. Virksomhedernes tilbagemeldinger er blevet inddraget i den videre udvikling af konceptet, så vi gerne idag (vinter 2019) skulle være landet på et koncept, der passer bedst til virksomhedernes behov og skaber den reelle forandringer i virksomhederne.

Erfaringerne fra interviewsene med virksomhederne samt en større spørgeskemaundersøgelse danner grundlag for de spørgsmål, der stilles i app`en.