Populære gæsteforelæsninger

10 virksomhedsledere har i efterårets løb delt deres viden og praktiske erfaringer med de studerende. De studerende er vilde med at høre om ledernes praktiske erfaringer.

Rasmus Dalby Jørgensen, Arla Foods; Mark H. Nielsen, Salling Group; Carsten Wandorf, Fritz Schur Consumer Group; Jonas Schrøder, Rema 1000

En ting er teori. Noget andet er praktisk erfaring. Kombination af de to er med til at gøre det første semester på Commercial and Retail Management kandidatlinjen til solid succes. Det afspejler sig i de evalueringer, som de studerende har givet til linjekoordinator, lektor Birger Boutrup Jensen.

”De studerende er generelt meget positive over uddannelsen og kombinationen af forskningsbaseret undervisning krydret med oplæg fra virksomhedslederne får virkelig god respons” fortæller lektoren. 

"Gæsteforelæsningerne har givet meget værdi til vores undervisning, da vi er blevet præsenteret for virkelige situationer i forlængelse af vores undervisning," fortæller Pernille Hartman Dalsgaard, der er studerende på linjen.

"Det her givet en bedre forståelse for fagene, da man har kunnet bruge de forskellige vinkler, som gæsteforelæserne har præsenteret. Det gør det lettere for os som studerende at se, hvordan metoderne virkelig anvendes derude. Derudover har de været enormt gode til at formidle deres arbejde og de har gjort et stort stykke arbejde i at give os en god oplevelse. Det er helt sikkert noget bacheloren har manglet, og vi er meget glade for at få denne mulighed"

Gæsteforelæserne har også inspireret forskerne:

”Gæsteforelæserne har åbnet for nye perspektiver om aktuelle og fremtidige emner indenfor commercial og retail management. De er ofte kommet med nye interessante forskningsspørgsmål, som både er relevante for praksis og videre forskning. Vi glæder os til at kunne komme i gang med samarbejdet om dette”, siger professor Sascha Steinmann.

Liste over gæsteforelæsere efterår 2020

  • Carsten Wandorf, CEO Fritz Schur Consumer Group
  • Poul Erik Larsen, Expansion Director Real Estate, JYSK
  • Carsten Nørgreen Weinkouff, Retail Development Director, JYSK
  • Niels Veien, Executive Vice President Customer Experience, Digital and Business Development, JYSK
  • Michael W. Schultze, Global Supply Chain Director, Bestseller
  • Mark H. Nielsen, Direktør Bilka, Salling Group
  • Michael Hegelund Ingemann Thomsen, Head of digital, Arla Foods
  • Rasmus Dalby Jørgensen, Digital development manager, Arla Foods
  • Thor Jørgensen, EVP, Digital & eCommerce, Salling Group        
  • Jonas Schrøder, Communication Director, Rema 1000